Samtaler og rådgivningsforløb
Jeg tilbyder samtaler til børn, unge og voksne
Mit udgangspunkt i samtaler og terapi
Jeg udvælger altid den /de psykologiske metoder, som jeg vurderer bedst kan imødekomme klientens behov og hjælpe mest effektivt.
Jeg anvender flere forskelllige metoder. Deriblandt den kognitive metode, den metakognitive tilgang samt redskaber fra manualbaserede evidensbaserede programmer.
Jeg er aktuel i efteruddannelse indenfor klinisk hypnose, som viser sig at være en meget effektiv og blid terapiform, der fint kan kombineres med andre tilgange og metoder. “Hypnoterapi er en måde at bruge fantasien på til at lære nye ting eller få andre erfaringer. Det at gå ind i sig selv og forestille sig noget kan ændre, hvordan kroppen eller sindet reagerer på”.
I terapien anvender jeg også SE-metoden (Somatic Experience), som er en skånsom traumeforløsende metode, hvor der særligt er fokus på, hvordan angst, fastlåste fysiske/psykiske reaktioner, kan forløses gennem arbejdet med kroppens sansninger, hvor jeg nænsomt støtter nervesystemts naturlige evne til at flytte sig fra stress til ballance. SE-metoden er velegnet både til børn og voksne.
Samtaleforløb til børn
Et behandlingsforløb til barnet vil altid foregå i tæt samarbejde med forældre/de tætte omsorgspersoner. Omdrejningspunktet for mit arbejde er barnets og familiens udvikling og trivsel i et gensidigt samspil.
Børnesamtaler tilbydes i alle aldre.
Jeg har efteruddannelse indenfor legeterapi, – en tilgang, hvor barnet får mulighed for at nærme sig og komme i kontakt med sine svære livsomstændigheder gennem legen. Barnet får mulighed for at bearbejde oplevelser uden at skulle sætte ord på
I børneterapien anvender jeg også SE-metoden (Somatic Experience), som er en skånsom traumeforløsende metode, hvor der særligt er fokus på, hvordan angst, fastlåste fysiske/psykiske reaktioner, kan forløses bl.a. gennem arbejdet med kroppens sansninger, hvor jeg nænsom støtter nervesystemts naturlige evne til at flytte sig fra stress til ballance. Hos børn bruges der legeelementer til kontakt og til at skabe mere ro i nervesystemet.
Jeg har et bredt sortiment af legematerialer, som kan inddrages i børnesamtalen, således at der tages hensyn til barnets konkrethed og erfaringsverden. Det enkelte forløb tilrettelægges altid efter barnet modenhed/udviklingstrin.
Samtaleforløb til unge
Samtale med større børn og unge vil ofte være samtalebaseret, men rammen vil altid blive afstemt i forhold til den unges udviklingstrin og modenhed.
Når unge er i terapi, kan fællessamtaler med forældre indgå i forløbet, hvis det er relevant, og hvis den unge selv ønsker det.
Samtale- og rådgivningsforløb til forældre, plejeforældre eller andre omsorgspersoner
Selvom forældre altid er eksperten i forhold til deres eget barn, kan der i perioder i barnets liv være behov for særlig viden for at kunne tilgodese barnets udvikling bedst muligt. Der kan derfor gives råd og vejledning om, hvad forældrene/de voksne kan gøre anderledes i forhold til barnet.
I alle børnefamilier kan der opstå en række spørgsmål, bekymringer og udfordringer, for eksempel i forhold til:
- Børns trivsel og udvikling
- Børnenes opdragelse
- Forældrenes indbyrdes forhold
- Skilsmisse og samvær
- Ungdomsproblemer
- Læringsmæssige problemstillinger
- Kriser i forbindelse med sygdom, dødsfald eller andet
Nogle gange skal man have hjælp og støtte til at få øje på, at der er andre måder/andre tilgange at gå til en given problemstilling på.
Familiesamtale
Hvis I er i en situation i jeres familie, hvor I oplever svære livsomstændigheder, er det afgørende og vigtigt, at I taler med jeres barn om det. Ofte er det sådan, at det kan være meget svært at tale med sit barn, hvis man selv har det svært eller er i krise.
Jeg tilbyder familiesamtaler, hvor jeg sammen med jer forældre og barnet taler om de svære ting, der lige nu præger jeres liv.
Parsamtale
Parsamtaler er for jer, som oplever udfordringer i jeres samliv.
Ofte er det i forståelsen af hinanden og særlig i kommunikationen, hvor der kan opstå udfordringer for de fleste par.
Der kan være mange forskellige årsager som ligger til grund for de udfordringer i parforholdet, som I oplever.
Ved parsamtaler taler jeg ofte med jer på skift, mens den anden partner lytter. I kommer på den måde til skiftevis at være i en lytte- og en taleposition. Det betyder, at i hver især, ved hjælp af spørgsmål fra mig, får mulighed for at udfolde jeres individuelle forståelse og perspektiver på jeres fælles situation. Den indirekte samtaleform gør det ofte muligt at komme til en forståelse af hinandens perspektiver. Fælles forståelse er et godt grundlag for at lave ændringer i jeres måde at kommunikere og være med hinanden på.